For det første kunne Tyrkiet ikke tåle den frihed som kurderne fik, for Tyrkiet er i mod enhver form for kurdisk slevstyre i Rojava. Tyrkiet har et stort kurdisk mindretal som nægter at anerkende deres kulturelle og politiske rettigheder, og et nyt kurdisk selvstyre ved den sydlige grænse ville ikke hjælpe Tyrkiets afvisende politik vedrørende kurdernes rettigheder……

Hvorfor angriber Tyrkiet kurderne i Rojava?

Aftalen mellem USA og Tyrkiet om våbenhvile og senere mellem Tyrkeit og Rusland er et resultat af Tyrkiets ulovlige invasion den 9. oktober 2019 af nordøstlige Syrien som også kaldes ”Rojava” (Vest, som henviser til den vestlige del af Kurdistan) på basis af påstande som formentlig kun Tyrkiet og dets allierede vil købe. Tyrkiet betragter People´s Protection Units (YPG) som en terrorist organisation og som en trussel mod Tyrkiets nationale sikkerhed. Men USA og EU er ikke enige med Tyrkiet, og har tværtimod allieret sig med kurderne.

YPG som er hovedstyrken i Syriens Demokratiske styrke (SDF) har hjulpet vesten i at nedkampe ISIS og dermed fjerne Islamisk stat i Irak og Syrien. Det var SDF som kæmpede mod ISIS i landsbyer, byer og på gaderne, og tusinder af SDFs mænd og kvinder havde mistet livet i kampen. ISIS var i kamp mod den frie verden, og SDF har kæmpet for den frie verden. Der er ingen klare beviser for SDFs angreb mod Tyrkiet, og SDF har gentagne gange lovet at de ikke ville på noget tidspunkt angribe Tyrkiet. Men hvorfor angriber Tyrkiet et område, som er stabil og hvor et multikulturelt samfund er beskyttet.

Siden 2012 har kurderne formået at forsvare det kurdisk territorie mod rabiate Islamister og danne et selvstyre, hvor repræsentanter fra alle etniske grupper har deltaget i styringen under Nord- og Øst Syriens Selvstyre (NED). Der er tale om et sekulært decentraliseret selvstyre, hvor lighed mellem mand og kvinde, direkte demokrati, og miljø ansvarlighed vægtes højt. Selvstyret er ikke fejlfrit men det er unik i et konservativt mellemøstligt sammenhæng.

Tyrkiet afskyer faktisk det decentrale multietniske styre i Rojava og årsagen er nationalistisk, religiøst og ideologisk.

For det første kunne Tyrkiet ikke tåle den frihed som kurderne fik, for Tyrkiet er i mod enhver form for kurdisk slevstyre i Rojava. Tyrkiet har et stort kurdisk mindretal som nægter at anerkende deres kulturelle og politiske rettigheder, og et nyt kurdisk selvstyre ved den sydlige grænse ville ikke hjælpe Tyrkiets afvisende politik vedrørende kurdernes rettigheder.  Tyrkerne havde ikke kunnet stoppe kurdernes selvtyre i det irakiske Kurdistan i 1991, og det vil ikke tillade et nyt kurdisk selvstyre, hvis det står til dem. Tyrkiske regeringsledere har heller ikke skjulet det.  Det er derfor lige meget om det er tale om YPG eller en anden politisk organisation, der har magten.  Det er tale om en etnisk-nationalistisk politik siden dannelsen af den tyrkiske stat i 1923. Siden da har Tyrkiet nægtet at der skulle være etniske minoriteter i det tyrkiske samfund. Grundlægeren af den tyrkiske stat Mustaf Kamal førte en stram etnisk-nationalistisk politik som formål var at skabe en ens farvet national stat. Alle andre folkegrupper skulle assimileres i det tyrkiske samfund. Alle skulle kun snakke på tyrkisk og andre sprog og kulturer blev derfor forbudt. Kamals berømte sætning ”Hvor glad er den der siger, jeg er tyrker” afspejle denne politik. Kurderne, som stod imod denne politik og krævede deres politiske rettigheder, blev nedkæmpet hårdt og udsat for etniske udrensninger og så folkedrab i Dersim i 1937-1938. Den nationalistiske intolerance mod kurderne gælder stadig blandt tyrkerne i dag. Undtagen Folkens Demokratiske Parti (HDP), som er pro kurdisk, har alle andre politiske partier støttet invasionen. Undtagen venstreorienterede folk, som udgør en lille del af befolkningen, støtter flertallet invasionen.

For det andet kunne Tyrkiet ikke tåle et sekulært og decentralt multietnisk samfund med direkte demokrati, lighed mellem mand og kvinder ved sit grænse. Den Tyrkiske præsident Racab Tayib Erdogan er en Islamist fra Retfærdigheds- og Udviklingspartiet  (AKP), som er et islamistisk politisk parti. Erdogan tror på islamiske principper og Sharia lov. Han tror på en neo-osmannisk ideologi, hvor Tyrkiet er den stor muslimske magt og har en lederrolle i den muslimske verden. Han er derfor imod et sekulært samfund, hvor religion ikke spille ret vigtige roller, og hvor kvindernes roller i samfundet er betydningsfulde og fremtrædende. Et sekulært samfund passer ikke til den konservative og religiøse store magt, som Erdogan vil gerne opnå. Det type samfund vil Erdogans neo-osmanniske ideologi derfor ikke tillade.

For det tredje betragter Tyrkiet kurderne som vantro og Erdogan mener, at udryddelsen af det kurdiske selvstyre er Guds kald og er derfor en islamisk pligt. Han betragter styret i Rojava som en hån mod den konservative muslimske verden i Mellemøsten. Kvinderens frie roller og feminismen er et direkte modsætning af islamiske principper og Sharia lov. Tyrkiet har derfor stemplet Rojava som vantro. Da han erobrede Afrin i begyndelsen af 2018 anvendte han Sura al-Feth fra Quranen. Alle moskeer i Tyrkiet læste denne Sura i fredagsbønnen til støtte for den tyrkiske hær i kampen mod kurderne. Igen til dette angreb og invasion af Rojava har alle moskeer læste Sura al-Fath og bedt Gud om at hjælpe præsidenten og den tyrkiske hær i at besejre de vantro ”kurderne”. Den 25. oktober 2019 havde Erdogan for eksempel i en moske i Istanbul sagt: ”vi tilhører Mohammads Umma”… ”Gud beder os om at være nådesløs overfor de vantro”… ”det er som vi gør i Syrien”… ”som Gud har lovet os” … ”sejre fra Gud og åbningen er nær”. Erdogan bruger bevist religionen og legitimerer invasionen og udrensning af kurderne religiøst.

For det fjerde har SDF nedkæmpet ISIS og forhindrede den pro tyrkiske Syriens Frie Hær og andre radikale Islamistiske grupper som al-Jabhat al-Nusra og lignede al-Qaida sympatisører grupper i at komme til nordøstlige Syrien og forvandle landet til en islamisk de facto stat støttet af Tyrkiet. Tyrkiet beskytter og støtter jihadister som Haiat al-sham, hvor gamle al-Nusra front og andre radikale grupper befinde sig, og Tyrkiet beskyldes for at støtte ISIS på forskellige måder. Da ISIS angreb Kobani i 2014, så Tyrkiet passivt til belejringen, selv om Tyrkiet påstod krig mod ISIS og byen var på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. En ISIS leder Taha Abdulrahman Abdulla, som sidder i fængsel i Rojava, siger, ”at ISISs angreb på Kobani var Erdogans beslutning”, og mener at der har været tætte forbindelse mellem ISIS og Tyrkiet. Tyrkiet er nok meget skuffet over at islamisterne ikke kunne fjerne kurderne i området. Nu vil Erdogan selv gøre noget ved ligesom han gjorde i Afrin i 2018. Erdogan vil gerne udrydder eller svække kurderne i nordøstlige Syrien på en måde, hvor kurderne aldrig kan komme til at udgør en betydningsfuld minoritet i Syrien. Tyrkiet vil derfor begrave kurdernes drømme om et selvstyre i Rojava. Dette er den definitive mål.

Det der skete i Afrin og det som sker nu er et brud af internationale love og menneskerettighederne, men det internationale samfund ser stadig passivt til det. Aftalen mellem Rusland og Tyrkiet fjerner ikke truslen om en omfattende etnisk udrensning, idet hundrede tusinde har allerede flygtet fra området og der er daglige sammenstød i området, hvor kurdere og andre etniske grupper er særlig udsæt. Den frie verden har et legalt og politisk ansvar i at tvinge Tyrkiet ud af hele de kurdiske territorie i nordøstlige Syrien. Den frie verden har også et politisk og moralsk ansvar i at sikre kurderne en politisk løsning, hvor deres politiske og kulturelle rettigheder er sikret.

Shakhawan Shorash
31. oktober 2019