Den afgørende frihed
er selvstændighed
Shakhawan Shorsh
Artiklen blev trykt i ”Staten” 2. årgang nr. 2, Oktober 1999.
Efter nedkæmpelsen af den bevæbnede
frihedskamp og henrettelsen af kurderlederen Shehk Sahid i 1925, blev
flere tusinder kurdere forflyttet fra det kurdiske område i sydøst Tyrkiet
til den vestlige del af Tyrkiet. Det tyrkiske regime, som var ledet af
Kamal Ataturk “tyrkernes far”, fratog kurdernes deres kulturelle (dvs...
sprog, påklædning, musik m.m.) og politiske rettigheder. Den nye situation
efter 1925 var pinlig og uacceptabel for kurderne, derfor medførte den
flere opstande sidst i 20´erne og i begyndelsen af 30´erne. Resultatet var
igen en henrettelse af en kurderleder, nemlig Said Raza,,som blev pågrebet
under forhandlinger med tyrkerne. Også flere hundrede kurdiske partisaner
blev henrettet. Ataturks politik ( den hidtil eksisterende politik ) var
at udrydde alt, der mindede om kurdiskhed, og så assimilere kurderne i det
tyrkiske samfund. Under Ataturks og hans efterfølges diktatoriske regimer,
var det umuligt for kurderne at gøre flere oprør og modstand.
Der skulle gå mere end 50 år inden
kurderne i 1984 indledte en alvorlig og voldsom bevæbnet frihedskamp mod
det tyrkiske styre. Det var PKK , der tog kampen op mod Tyrkiet og krævede
et selvstændigt Kurdistan.
Grundene til at PKK har haft så stor
tilslutning blandt kurderne er for det første, fordi de var blevet
rigeligt undertrykt. For det andet fordi de ville slutte sig til ethvert
politisk parti, der ville kæmpe for deres frihed.
Siden PKK´s krig mod Tyrkiet i 1984 har der
været diskussion om PKK´s struktur, styrke, ideologi og kampens procedure
til at opnå målet. Og det har været med til at skabe kritiske og
ikke-kritiske, altså sympatiske holdninger overfor partiet blandt de
kurdiske politikere. Alt det og afslutningen på den kolde krig har
medført en betydelig påvirkning af PKK´s politik, som efterhånden passede
mere til den nye verdenspolitik efter murens fald i Berlin. Det betyder,
at PKK’s politik har fjernet sig mere og mere fra en ekstrem marxistisk
politik til en mere venstrefløjs politik, der har koncentreret sig mere om
nationens frihed.
PKK har ikke været alene om frihedskampen.
Der har også været små hemmelige kurdiske politiske partier inden- og
udenfor Kurdistan fx. KSP, Kawa, KDP og KLP, samt andre ikke- forbudte
politiske partier inden for Tyrkiet, som det nuværende kurdisk parti
HADAP. Men PKK har været det mest effektive og magtfulde blandt de
politiske partier.
Frihedskampen har kostet kurderne dyrt.
Efter 15 års krig har omkostningerne været:
1) Omkring 25000 kurdiske menneskeliv.
2) Mere end 3000 landsbyer er blevet brændt
ned eller jævnet med jorden.
3) Mere end to million flygtning, som er
havnet i det tyrkiske store byer og Europa.
4) Tusindvis af aktive politikere,
forfattere, journalister, intellektuelle og personer mistænkt
for politisk aktivitet afsoner fængselsstraf under forfærdelige forhold.
5) Flere tusinde hjemløse og gadebørn.
6) Stort økonomiske tab i det tomme
kurdiske område.
Alt det samt andre skader har medført
en frygtelig fattigdom og en drastisk stigende arbejdsløshed. Spørgsmålet
er, hvad kurderne har opnået med den katastrofebærende frihedskamp? Svaret
er:
1) Kurderne har fået verdens opmærksomhed
navnlig Europas. Specielt har Europa vedvarende presset Tyrkiet til at
stoppe overtrædelsen af menneskerettighederne.
2) Opvækkelsen blandt den kurdiske
befolkning omkring undertrykkelsen, som har forstærket
nationalismen og kurdernes tro på kampen for deres rettigheder, hvilket
har medført dannelsen af andre politiske partier, der har prøvet den
demokratiske vej for at opnå nogle basale rettigheder bl.a. de kulturelle
rettigheder .
3) Oprettelsen af et kurdisk parlament i
eksil, som har bidraget med at få mere opmærksomhed og støtte til
kurdernes spørgsmål især blandt europæisk politikere.
4) Oprettelsen af en kurdisk tv-kanal (
MED-TV ), som har en stor betydning for overlevelsen af det kurdiske sprog
og kultur.
De fleste kurdiske og ikke-kurdiske
politikere og eksperter er enige i, at PKK´s eksistens og dets
effektivitet har haft afgørende medvirken bag disse resultater. Jeg
mener helt bestemt, at hvis kurderne ikke havde kæmpet for deres frihed,
var der ikke tale om kurdernes undertrykkelse “ nogen steder” i verden.
Men er det rimeligt at opnå nogle få
resultater ved så store omkostninger? Hvis den demokratiske vej er lukket
som den er i Tyrkiet, er en bevæbnet frihedskamp den eneste udvej ? Disse
og andre lignende spørgsmål er nok svære at besvare, og de medfører en
bred diskussion, som jeg ikke vil komme ind på. Siden 1993 har PKK flere
gang erklæret ensidig våbenhvile og forlangt en fredelig løsning på det
kurdiske spørgsmål dvs. at løse problemet ved forhandlinger. Men Tyrkiet
har ikke svaret på disse erklæringer, for Tyrkiet betragter PKK som en
terrorist-gruppe og mener slet ikke, at der er et kurdisk problem! Med
andre ord har Tyrkiet nægtet og nægter stadigvæk at se problemet i øjnene.
I begyndelsen af 1999 fik Tyrkiet hjælp fra
nogle NATO-lande og begyndte at presse de lande, der støttede PKK´s
bevæbnede kamp, navnlig Syrien, hvor PKK’s leder Abdulla Ochelan befandt
sig. Syrien gav efter, men ville alligevel ikke udlevere Ochelan, som blev
nødt til at forlade Syrien og flyve til Rusland, Italien og flere andre
lande i håb om at få asyl. Det lykkedes ham ikke, og til sidst blev han
kidnappet af nogle såkaldte “tyrkiske efterretningstjeneste mænd” i Kenya.
Kort efter blev det gjort klart, at CIA og Mossad havde en hånd med
spillet. Og senere dukkede der beviser op om, at AIMS og SAS fra England
også medvirkede i pågribelsen, eller snarere var det dem, der kidnappede
kurderlederen og udleverede ham til Tyrkiet. Jeg vil ikke snakke om hele
forløbet og Ochelans retssag i Tyrkiet, som dømte ham til døden (sagen er
under behandling endnu), men der er nogle ting, som er vigtigt at nævne:
For det første var det europæiske landes passive holdning meget skuffende,
for de kunne godt have forhindret kidnapningen og grebet chancen for at
medvirke til en fredelig løsning. For det andet har kurdernes store
protester og demonstrationer vist deres samhold og deres vrede overfor
verdens tavshed. Kurderne mener, at der er tale om en nations
undertrykkelse, som de store magter har skyld i. For det tredje stødte
kurderne igen ind i den bitre virkelighed, at de står alene og ikke har
nogen støtte.
De sidste uger har Ochelan bedt PKK om at
lægge våbnene og prøve en fredelig politiske løsning. PKK har vist
partiets støtte til Ochelans erklæring og besluttet at opgive våbnene én
gang for alle! Ochelan kræver til gengæld de kulturelle rettigheder og at
kurderne får lov til at danne politiske partier, som kan udtrykke
kurdernes ønsker i en liberalt demokratisk tyrkisk stat.
Det, som Ochelan forlanger, er langt mindre
end selvstyre ( autonomi ), med andre ord det er nogle basale rettigheder,
som de fleste minoriteter har som noget selvfølgeligt og naturligt!!
Det er vigtigt at nævne, at det,
som Ochelan siger nu, er det samme, som han sagde i Italien, altså inden
han blev kidnappet.
Der er heftige drøftelser og diskussioner
om PKK´s nuværende situation blandt kurderne, og der er flere spørgsmål,
der dukker op under disse diskussioner; Bl.a. Hvad er det, der har
påvirket PKK til at opgive kravet om selvstændighed og forlange
“kulturelle rettigheder”? Er det løfter fra de store lande, navnlig USA?
Har kurderne ikke ret til deres frihed og selvstændighed? Vil Tyrkiet gå
ind på en eventuel forhandling? Hvad skal PKK gøre, hvis Tyrkiet afviser
at forhandle? Hvorfor er de europæiske lande mere positive overfor
drøftelsen af Tyrkiets medlemskab af EU nu? Det er igen svært, at sige
noget på forhånd, men det, der er sket i de sidste par uger er; Tyrkiet
jagter stadigvæk de kurdiske partisaner inden-og udenfor Tyrkiet. Den
tyrkiske regering har givet amnesti, som ikke indebærer folk, der er
politisk aktive. Den tyrkiske statsminister sagde i en tale, at Tyrkiet
ikke vil give kurderne kulturelle rettigheder, og han beskyldte kurderne
for løsrivere, der vil have selvstændighed. Der er intet, der tyder på, at
Tyrkiet vil give sig og starte forhandlinger med kurderne.
Det mest iøjnefaldende er, at USA for
første gang har budt et snævert velkommen til Ochelans forslag og
anbefalet en fredelig løsning. USA har også erklæret sin støtte til
“kurdernes kulturelle rettigheder” i udenrigsministeriets rapport om
menneskerettighederne.
EU-landene har vist deres gode vilje til at
acceptere Tyrkiets medlemskab, men med den betingelse, at Tyrkiet skal
overholde menneskerettighederne. EU har længe presset Tyrkiet på grund af.
overtrædelserne af menneskerettighederne, men den politik har ikke givet
noget resultat. Spørgsmålet er, hvad EU vil gøre, hvis Tyrkiet fortsætter
med at overtræde menneskerettighederne?
Fremtiden vil nok vise, hvad det er, der
ligger bag det store mystiske spil, som har været i gang i de sidste par
år!? Og hvor seriøse de store lande er i forhold til kurderne. Der er
flere kurdere, der er bange for, at det igen er dem, der kommer til at
betale prisen!!
Men uanset hvordan og på hvilken måde løse
man problemet, virkeligheden er, at kurdernes reelle frihed er en
afgørende selvstændighed, og den kulturelle frihed kan kun betragtes som
den første skridt mod selvstændigheden.
