Kort efter Ocelans tilfangetagelse blev det gjort klart, at CIA og Mossad havde en hånd med spillet. Og senere dukkede der beviser op om, at AIMS og SAS fra England også medvirkede i pågribelsen, eller snarere var det dem, der kidnappede kurderlederen og udleverede ham til Tyrkiet. Der er nogle ting, som er vigtigt at nævne: For det første var det europæiske landes passive holdning meget skuffende, for de kunne godt have forhindret kidnapningen og grebet chancen for at  medvirke til en fredelig løsning. For det andet har kurdernes store protester og demonstrationer vist deres samhold og deres vrede overfor verdens tavshed. Kurderne mener, at der er tale om en nations undertrykkelse, som de store magter har skyld i. For det tredje stødte kurderne igen ind i den bitre virkelighed, at de står alene og ikke har nogen støtte.

Den afgørende frihed er selvstændighed

Shakhawan Shorsh

Artiklen blev trykt i ”Staten” 2. årgang nr. 2, Oktober 1999.

Efter nedkæmpelsen af den bevæbnede frihedskamp og henrettelsen af kurderlederen Shehk Sahid i 1925, blev flere tusinder kurdere forflyttet fra det kurdiske område i sydøst Tyrkiet til den vestlige del af Tyrkiet. Det  tyrkiske regime, som var ledet af Kamal Ataturk “tyrkernes far”, fratog kurdernes deres kulturelle (dvs… sprog, påklædning, musik m.m.) og politiske rettigheder. Den nye situation efter 1925 var pinlig og uacceptabel for kurderne, derfor medførte den flere opstande sidst i 20´erne og i begyndelsen af 30´erne. Resultatet var igen en henrettelse af en kurderleder, nemlig Said Raza,,som blev pågrebet under forhandlinger med tyrkerne. Også flere hundrede kurdiske partisaner blev henrettet. Ataturks politik ( den hidtil eksisterende politik ) var at udrydde alt, der mindede om kurdiskhed, og så assimilere kurderne i det tyrkiske samfund. Under Ataturks og hans efterfølges diktatoriske regimer, var det umuligt for kurderne at gøre flere oprør og modstand.

Der skulle gå  mere end 50 år inden kurderne i 1984 indledte en alvorlig og voldsom bevæbnet frihedskamp mod det tyrkiske styre. Det var PKK , der tog kampen op mod Tyrkiet og krævede et selvstændigt Kurdistan.

Grundene til at PKK har haft så stor tilslutning blandt kurderne er for det første, fordi de var blevet rigeligt undertrykt. For det andet fordi de ville slutte sig til ethvert politisk parti, der ville kæmpe for deres frihed.

Siden PKK´s krig mod Tyrkiet i 1984 har der været diskussion om PKK´s struktur, styrke, ideologi og kampens procedure til at opnå målet. Og det har været med til at skabe kritiske og ikke-kritiske, altså sympatiske holdninger overfor partiet blandt de kurdiske politikere. Alt det og afslutningen på den kolde krig har medført en betydelig påvirkning af PKK´s politik, som efterhånden passede mere til den nye verdenspolitik efter murens fald i Berlin. Det betyder, at PKK’s politik har fjernet sig mere og mere fra en ekstrem marxistisk politik til en mere venstrefløjs politik, der har koncentreret sig mere om nationens frihed.

PKK har ikke været alene om frihedskampen. Der har også været små hemmelige kurdiske politiske partier inden- og udenfor Kurdistan fx. KSP, Kawa, KDP og KLP, samt andre ikke- forbudte politiske partier inden for Tyrkiet, som  det nuværende kurdisk parti HADAP. Men PKK har været det mest effektive og magtfulde blandt de politiske partier.

Frihedskampen har kostet kurderne dyrt. Efter 15 års krig har omkostningerne været:

1) Omkring 25000 kurdiske menneskeliv.

2) Mere end 3000 landsbyer er blevet brændt ned eller jævnet med jorden.

3) Mere end to million flygtning, som er havnet i det tyrkiske store byer og Europa.

4) Tusindvis af aktive politikere, forfattere, journalister, intellektuelle og personer  mistænkt   for politisk aktivitet afsoner fængselsstraf under forfærdelige forhold.

5) Flere tusinde hjemløse og gadebørn.

6) Stort økonomiske tab i det tomme kurdiske område.

    Alt det samt andre skader har medført en frygtelig fattigdom og en drastisk stigende arbejdsløshed. Spørgsmålet er, hvad kurderne har opnået med den katastrofebærende frihedskamp? Svaret er:

1) Kurderne har fået verdens opmærksomhed navnlig Europas. Specielt har Europa vedvarende presset Tyrkiet til at stoppe overtrædelsen af  menneskerettighederne.

2) Opvækkelsen blandt den kurdiske befolkning omkring undertrykkelsen, som har forstærket   nationalismen og kurdernes tro på kampen for deres rettigheder, hvilket har medført dannelsen af andre politiske partier, der har prøvet den demokratiske vej for at opnå nogle basale rettigheder bl.a. de kulturelle rettigheder .

3) Oprettelsen af et kurdisk parlament i eksil, som har bidraget med at få mere opmærksomhed      og støtte til kurdernes spørgsmål især blandt europæisk politikere.

4) Oprettelsen af en kurdisk tv-kanal ( MED-TV ), som har en stor betydning for overlevelsen af det kurdiske sprog og kultur.

De fleste kurdiske og ikke-kurdiske politikere og eksperter er enige i, at PKK´s eksistens og dets effektivitet har haft afgørende medvirken  bag disse  resultater. Jeg mener helt bestemt, at hvis kurderne ikke havde kæmpet for deres frihed, var der ikke tale om kurdernes undertrykkelse “ nogen steder” i verden.

Men er det rimeligt at opnå nogle få resultater ved så store omkostninger? Hvis den demokratiske vej er lukket som den er i Tyrkiet, er en bevæbnet frihedskamp den eneste udvej ? Disse og andre lignende spørgsmål er nok svære at besvare, og de medfører en bred diskussion, som jeg  ikke vil komme ind på. Siden 1993 har PKK flere gang erklæret ensidig våbenhvile og forlangt en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål dvs. at løse problemet ved forhandlinger. Men Tyrkiet har ikke svaret på disse erklæringer, for Tyrkiet betragter PKK som en terrorist-gruppe og mener slet ikke, at der er et kurdisk problem! Med andre ord har Tyrkiet nægtet og nægter stadigvæk at se problemet i øjnene.

I begyndelsen af 1999 fik Tyrkiet hjælp fra nogle NATO-lande og begyndte at presse de lande, der støttede PKK´s bevæbnede kamp, navnlig Syrien, hvor PKK’s leder Abdulla Ochelan befandt sig. Syrien gav efter, men ville alligevel ikke udlevere Ochelan, som blev nødt til at forlade Syrien og flyve til Rusland, Italien og flere andre lande i håb om at få  asyl. Det lykkedes ham ikke, og til sidst blev han kidnappet af nogle såkaldte “tyrkiske efterretningstjeneste mænd” i Kenya. Kort efter blev det gjort klart, at CIA og Mossad havde en hånd med spillet. Og senere dukkede der beviser op om, at AIMS og SAS fra England også medvirkede i pågribelsen, eller snarere var det dem, der kidnappede kurderlederen og udleverede ham til Tyrkiet. Jeg vil ikke snakke om hele forløbet og Ochelans retssag i Tyrkiet, som dømte ham til døden (sagen er under behandling endnu), men der er nogle ting, som er vigtigt at nævne: For det første var det europæiske landes passive holdning meget skuffende, for de kunne godt have forhindret kidnapningen og grebet chancen for at  medvirke til en fredelig løsning. For det andet har kurdernes store protester og demonstrationer vist deres samhold og deres vrede overfor verdens tavshed. Kurderne mener, at der er tale om en nations undertrykkelse, som de store magter har skyld i. For det tredje stødte kurderne igen ind i den bitre virkelighed, at de står alene og ikke har nogen støtte.

De sidste uger  har Ochelan bedt PKK om at lægge våbnene og prøve en fredelig politiske løsning. PKK har vist partiets støtte til Ochelans erklæring og besluttet at opgive våbnene én gang for alle! Ochelan kræver til gengæld de kulturelle rettigheder og at kurderne får lov til at danne politiske partier, som kan udtrykke kurdernes ønsker i en liberalt demokratisk tyrkisk stat.

Det, som Ochelan forlanger, er langt mindre end selvstyre ( autonomi ), med andre ord det er nogle basale rettigheder, som de fleste minoriteter har som noget selvfølgeligt og naturligt!! Det er vigtigt at nævne, at det, som Ochelan siger nu, er det samme, som han sagde i Italien, altså inden han blev kidnappet.

Der er heftige drøftelser og diskussioner om PKK´s nuværende situation blandt kurderne, og der er flere spørgsmål, der dukker op under disse diskussioner; Bl.a. Hvad er det, der har påvirket PKK til at opgive kravet om selvstændighed og forlange “kulturelle rettigheder”? Er det løfter fra de store lande,  navnlig USA? Har kurderne ikke ret til deres frihed og selvstændighed? Vil Tyrkiet gå ind på en eventuel forhandling? Hvad skal PKK gøre, hvis Tyrkiet afviser at forhandle? Hvorfor er  de europæiske lande mere positive overfor drøftelsen af Tyrkiets medlemskab af EU nu? Det er igen svært, at sige noget på forhånd, men det, der er sket i de sidste par uger er; Tyrkiet jagter stadigvæk de kurdiske partisaner inden-og udenfor Tyrkiet. Den tyrkiske regering har givet  amnesti, som  ikke indebærer folk, der er politisk aktive. Den tyrkiske statsminister sagde i en tale, at Tyrkiet ikke vil give kurderne kulturelle rettigheder, og han beskyldte kurderne for løsrivere, der vil have selvstændighed. Der er intet, der tyder på, at Tyrkiet vil give sig og starte forhandlinger med kurderne.

Det mest  iøjnefaldende er, at USA for første gang har budt et snævert velkommen til Ochelans forslag og anbefalet en fredelig løsning. USA har også erklæret sin støtte til “kurdernes kulturelle rettigheder” i udenrigsministeriets rapport om menneskerettighederne.

EU-landene har vist deres gode vilje til at acceptere Tyrkiets medlemskab, men med den betingelse, at Tyrkiet skal overholde menneskerettighederne. EU har længe presset Tyrkiet på grund af. overtrædelserne af menneskerettighederne, men den politik har ikke givet noget resultat. Spørgsmålet er, hvad EU vil gøre, hvis Tyrkiet fortsætter med at overtræde menneskerettighederne?

Fremtiden vil nok vise, hvad det er, der ligger bag det store mystiske spil, som har været i gang i de sidste par år!? Og hvor seriøse de store lande er i forhold til kurderne. Der er flere kurdere, der er bange for, at det igen er dem, der kommer til at betale prisen!!

 Men uanset hvordan og på hvilken måde løse man problemet, virkeligheden er, at kurdernes reelle frihed er en afgørende selvstændighed, og den kulturelle frihed kan kun betragtes som den første skridt mod selvstændigheden.

– Staten er et tidsskrift fra Syddansk Universitet.